Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

Det gode vinglas

Valg af glastype til vin

Som udgangspunkt kan du drikke vin af hvilket som helst glas, plastikkrus eller kaffekop.

Oplevelsen er bare ikke den samme. Og en god vin fortjener helt klart et ordentligt vinglas.

Men at man skal benytte et glas til stort set alle forskellige vintyper, er ganske enkelt unødvendigt og et udtryk for snobberi.

Et snobberi og en etikette, som ødelægger og begrænser ens vinoplevelse, da man mister sit fokus på selve vinens karakteristika.

Et vinglas forstærker hele smagsoplevelsen af en vin, men er det virkelig nødvendigt med et skræddersyet vinglas til hver enkelt vintype? Svaret er ganske enkelt et stort "NEJ". Det er ene og alene min personlige holdning efter adskillige år i vinbranchen, hvor jeg efterhånden har prøvesmagt vine i alverdens forskellige vinglas.

Selvfølgelig er der forskel på hvilken type glas du anvender, men hvis du blot følger nogle helt grundlæggende regler i udvælgelsen af det rigtige vinglas, vil du være sikker på en god vinoplevelse hver gang - uanset om du nyder en oversøisk Zinfandel eller en tysk Riesling.

Udvælgelsen af det perfekte glas

Det kan virke helt uoverskueligt, at skulle udvælge et vinglas. Bevæger du dig ind i en tilfældig isenkræmmerbutik, støder du på de første 20-30 forskellige glastyper. Alle med hver deres unikke udformning - nogle er slanke, andre er buttede og nogle helt uden stilk.

Et par nyttige tommelfingerregler:

  • Et vinglas skal have en stilk, som du kan holde om. Dette bevirker, at du ikke opvarmer vinen, når du sidder med glasset i hånden.
  • Et vinglas skal gå lidt ind foroven - lidt som udformningen af en tulipan. Denne udformning koncentrerer duftstofferne fra vinen øverst i glasset, hvilket forstærker duftoplevelsen af vinen.
  • Glassets åbning bestemmer også hvor på tungen vinen lander, hvilket fx er med til at definere fylden, sødmen og syren i vinen.

To glastyper og du kan slå dig løs

Derhjemme har jeg kun to forskellige glastyper at gøre godt med. Nemt og overskueligt. Ikke så mange beslutninger. I like it.

De er begge fra virksomheden Schott Zweisel. To glastyper, som er billige i indkøb og som gør et gedigent job - både til hverdag og fest.

Universalglasset

Det ene er mit såkaldte "universalglas", som jeg bl.a. anvender til de rødvine, der har medium fylde og struktur, kortere fadlagring og generelt et let og elegant udtryk. Et medium stort glas med stilk og en god højde på selve glasset, hvor åbningen buer ind ad som en tulipan.

Dette "universalglas" anvender jeg også til mange hvidvinstyper, mousserende vin og Champagne. Det er et rigtig godt og gedigent vinglas, som formår at samle duftmolekylerne i toppen af glasset, så man rigtig kan nyde indtrykkene af den pågældende vintype. Det er lavet i Tritan krystal, tidsløst design og holder til en tur i opvaskemaskinen. Det er lige en glastype efter min smag.

Valg af vinglas - glastyper

Den slanke udgave

Mit andet vinglas er en smule mindre - både i højde og bredde. Det er smallere og med en lidt mere kompakt åbning, som virkelig formår at samle duftmolekylerne fra den pågældende vin. Det minder meget om et hvidvinsglas, men med en smallere åbning og et mere slankt udtryk.

Dette glas anvender jeg primært til de opulente rødvine, som virkelig er kraftfulde og intense. Rødvine med modne og livlige tanniner og høj alkoholstyrke. Det er ofte de intense spanske rødvine, som får en tur i dette glas. Vine fra Piemonte området eller oversøiske vinlande som Australien og Californien, der også egner sig godt til dette vinglas. Det er fx vine som Zinfandel, Syrah/Shiraz og Mourvèdre/Monastrell - fyldige tanninrige vine med en høj alkohol og godt krydrede.

Når alt kommer til alt, er det jo helt op til dig selv at vurdere og bestemme, hvilke vinglas du foretrækker at have i hjemmet. Der er utrolig mange muligheder, og ikke nogen endegyldig facitliste.

Glastype - valg af vinglas