Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

Hvid portvin

Hvid portvin

Indlæg udarbejdet af:
Freelancejournalist Bjarne Mouridsen, mourids.dk 

I dag er der langt mere fokus på hvid portvin end før i tiden. Det skyldes især, at et stigende antal producenter er begyndt at sende hvid portvin med alder på markedet – altså hvid portvin lagret på fade på samme måde som rød portvin lagres og bliver til Tawny eller Colheita. Dermed er udvalget blevet større og kvaliteten højere. Ernest Cockburns gamle udsagn om, at ”portvins fornemste opgaver er at være rød”, er ikke længere gældende. 

En dejlig nydelse fra køleskabet

Et almindeligt glas hvid portvin kan nu være en dejlig nydelse. Det fås i forskellige varianter spændende fra det helt søde – ofte kaldet for Lágrima (med tryk på første stavelse) – over det medium søde til det helt tørre (seco eller dry). De søde er mest velegnet til søde desserter, de medium søde kan også bruges til suppe som f.eks. en jordskokkesuppe eller som aperitif, mens de helt tørre er gode at blande med tonicvand (halvt af hvert), et mynteblad og evt. et stykke lime. Dermed fås den populære drink Porttonic, som er dejlig at nyde på terrassen en varm sommerdag og har den fordel, at den har mindre alkohol end f.eks. gin og tonic. Hvid portvin bør serveres direkte fra køleskabet.

Hvid portvin laves på et blend af hvide druesorter.

Blandt de mest brugte er:

  • Codega
  • Malvasia Fina
  • Rabigato
  • Gouveio
  • Viosinho
  • Arinto
  • Moscatel


– sorter som også indgå i fremstillingen af hvidvin fra Douro, ligesom de røde sorter bruges til såvel portvin som rødvin. Druesorterne har forskellige egenskaber, idet nogle giver mere syre til den færdige vin, mens andre er mere aromatiske. Ofte vil man se, at vinbønderne og quintaerne har marker med hvide druer plantet lidt højere oppe af bjergsiderne langs Douro, hvor der er lidt køligere, hvilket giver mere syre.

Hvid portvin med alder en stor nydelse

Hvid portvin med alder fås i de samme kategorier som fadlagret rød portvin. Det vil sige, at der findes en reserve (et blend af hvid portvin lagret i gennemsnit ca. 7 år), hvid Colheita (fra et enkelt år og lagret i mindst 7 år) samt 10, 20, 30 og 40 års hvid portvin, som blendes på samme måde som Tawny med alder. Det kan jo være fristende også at kalde disse for Tawny, da de jo er lagret og fremstillet på samme måde, men ordet Tawny refererer til den rødbrune farve og er derfor forbeholdt portvin på røde druer.

Hvid portvin ændrer dog også farve, som årene går, når de opbevares på træfade på 500 liter – de såkaldte pipas – eller endog endnu mindre fade for at fremskynde processen. Oxidationen og påvirkningen fra fadet gør, at vinene bliver mørkere og mørkere. Dermed opstår det pudsige, at det efter nogle årtier faktisk kan være svært at se alene farven, om der er tale om hvid portvin med alder eller Tawny. Ud over farven ændres smagen også, idet der tilføres noter som f.eks. appelsin, honning, mandler, nødder og marcipan.

En hvid portvin med alder kan være en stor nydelse, hvorfor kategorien så afgjort fortjener den større opmærksomhed den har fået de senere år. De fleste portvinsproducenter laver i dag hvid portvin og ofte i flere forskellige varianter. Enkelte huse har ligefrem specialiseret sig i at lave hvid portvin med alder.