Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

Colheita

Colheita - årgangsportvin

Indlæg udarbejdet af:
Freelancejournalist Bjarne Mouridsen, mourids.dk

En Colheita (udtales koljæita og ikke kålhejta) er en fadlagret portvin fra et bestemt år og ikke et blend af flere forskellige årgange som Tawny med alder. De fås både med afsæt i et blend af røde druesorter eller hvide druer, men det første er det mest almindelige.

Det betyder også, at en Colheita i modsætning til Tawny med alder ikke smager ens fra gang til gang, selv om de enkelte huse selvfølgelig har deres særlige stil. Udgangspunktet er ikke det samme, idet høsten i Dourodalen jo er forskellig fra år til år. Desuden er der ikke grænser for, hvor længe en Colheita kan ligge på fad, inden den aftappes. Reglen siger blot, at den skal ligge på fad i mindst 7 år.

Høstår og tappeår

Derfor er der to datoer, som er vigtige, når det gælder Colheita. For det første årgangen, der altså angiver, hvilket år druerne er blevet høstet. For det andet tappedatoen, som skal fremgå af flasken. Der er f.eks. stor forskel på, om en Colheita fra 2003 er flasket i 2010 eller i 2017. Den ene har kun lagret på fad i 7 år, den anden i 14 år, hvorfor den altså har fået dobbelt så lang tid at udvikle sig ved fadlagring. Jo længere tid, des flere af de karakteristiske fadnoter som tørrede frugter, mandler, nøder og rosiner.

Dourodalen og Porto

Selve fremstillingen af portvin foregår i Dourodalen. Det demarkerede område, hvor der må dyrkes portvin, strækker sig fra ca. 70 km. øst for Porto til den spanske grænse, såvel syd som nord for floden. Høsten foregår i september eller oktober, hvorefter vinen overvintrer i Dourodalen. Om foråret året efter høsten fragtes den til Vila Nova de Gaia, hvor de store lagre traditionelt har til huse. Andre vingårde – de såkaldte quintaer – har hele deres produktion samlet i Dourodalen. Analyser og smagsprøver afgør derefter vinens videre skæbne. Skal den bruges til Tawny lagrer den på 550 liters fade – de såkaldte pipas. Som årene går, og udviklingen af de enkelte fade følges, afgøres det så, om vinen skal bruges til almindelig basistawny, til at blende Tawny med alder, eller om den vil være velegnet til Colheita.

Den mest populære portvinstype

Colheita har tidligere mest været et produkt for feinschmeckere og portvinsnørder, men i de senere år er kategorien blev langt mere populær. Det skyldes måske en generel interesse for årgange, idet det f.eks. er meget populært at servere portvin fra ens fødeår – hvad enten det er Vintage (link eller henvisning) eller Colheita. Colheita kan være nemmere at anskaffe, da selv en meget gammel udgave jo i sagens natur lige kan være sendt på markedet. Prisen afhænger af mærket og alderen, idet der er store udgifter forbundet med at have portvin liggende på lager i flere årtier. Alene fordampningen udgør 2-4 % årligt – den såkaldte ”angels share”.

Servering af Colheita

En Colheita bør nydes afkølet (14-16 grader), men den kan også serveres direkte fra køleskabet. Temperaturen stiger hurtigt, når først vinen er i glasset. Den kan også holde sig i længere tid, da den jo allerede har flere eller mange års oxidation bag sig. Men husk at sætte proppen i og stil den i køleskabet eller i al fald køligt.

Men sine fadnoter er Colheita som anden Tawny med alder velegnet til desserter eller som en dessert i sig selv.