Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

Late Bottled Vintage

Late Bottled Vintage

Indlæg udarbejdet af:
Freelancejournalist Bjarne Mouridsen, mourids.dk

Direkte oversat betyder Late Bottled Vintage – i daglig tale kaldet LBV – ”sent flasket vintage”. Og da vintage betyder årgang, kan man altså udlede, at der er tale om portvin fra et bestemt år, som har fået lov til at lagre i lidt længere tid inden aftapning. Tidligere talte man også om ”vintage character”, men den officielle betegnelser er altså nu LBV. Målet er at fremstille en portvin, som har nogle af de samme kvaliteter og egenskaber som Vintage (link), men som er mere imødekommende og billigere.

LBV tilhører Ruby-familien, men befinder sig et kvalitetstrin højere end almindelig Ruby og Reserva Ruby. Portvinsinstituttets regler siger, at der er tale om portvin fra én høst, produceret i ét år og af anerkendt kvalitet. Vinen skal lagre mellem 4 og 6 år, inden den hældes på flaske – og her er der forskelle på de enkelte producenter alt efter hvilken stil og hvor høj grad af modning, de ønsker.  

Et og samme høstår

Da der er tale om vin fremstillet af druer fra et og samme år, angives årstallet på flasken. Nogle huse og quintaer vælger at fremstille LBV i samme år, som de deklarerer Vintage, mens andre kun laver en LBV, når de ikke sender en Vintage på markedet. Da der er stor forskel på vejret år efter år, er høstresultatet også forskelligt. Derfor er en LBV ikke ens fra år til år.

Som ved al portvin er der tale om et blend af druer. Af de mere end 100 forskellige druesorter, som findes i Douro-regionen, anbefales de 30 til portvin. Det normale er dog, at der indgår langt færre.

De mest benyttede druesorter er:

  • Touriga Nacional
  • Tinta Roriz (i Spanien kendt som Tempranillo)
  • Tinta Cão
  • Tinta Barroca
  • Touriga Francesa


Sorter som Tinta Amarela og Sousão har også deres fortalere. Endelig benyttes der druer fra gamle blandede vinmarker, såkaldte Vinhas Velhas, hvor der kan være mange forskellige sorter i samme mark.

Sammensætningen af druer er ikke tilfældig, da de hver har deres særlige karaktertræk og egenskaber, som de bidrager med i det færdige blend. Nogle er mere aromatiske end andre, og nogle giver en dybere og mørkere farve. Andre bidrager med fylde, syre, struktur eller tanniner. Her er det så op til winemakeren at sammensætte blandingen, så det færdige produkt harmonerer med den stil, som huset tilstræber.

Filtreret eller ufiltreret

LBV fås både filtreret eller ufiltreret, hvor de sidste er med bundfald. Det betyder, at de er bedre egnede til at lagre, og efter nogle år bør de dekateres inden servering. En ufiltreret LBV skal lagres liggende i et mørkt og helst køligt rum uden voldsomme temperaturudsving.

Det samme gælder en anden type portvin, som kvalitetsmæssigt kan minde lidt om LBV, men måske kan virke lidt mere rå i stilen. Crusted Port (crust betyder bundfald) er fremstillet som en Vintage, men består i modsætning til såvel LBV som Vintage af vin fra flere årgange, f.eks. 3-4 år, hvorfor det kun er tappedatoen, som er angivet på flasken.

Som det generelt gælder for Ruby-typen har en LBV tydeligt præg af bær, frugt og tanniner. Men den lidt længere lagring inden aftapning gør den lidt mere afrundet end Vintage og som regel mere imødekommende i en ung alder.

De kan nydes alene eller som ledsager til en god pepperbøf, men pas på alkoholen, som jo er omkring de 20 %. En LBV er også god til desserter med frisk frugt eller chokolade eller til ostebordet. Især oste med blåskimmel som f.eks. en engelsk stilton matcher godt til en LBV eller en yngre Vintage.