Makrel med blomkål og skilt dild sauce

loader
Indlæser...
Save Post
Makrel med blomkål og skilt dild sauce

Opskrifter, foodstyling og fotos af: 
Madblogger Søren Willadsen, Gastromad.dk

4 personer

Frisk makrel smager utrolig godt især sammen med en skilt kernemælkssauce iblandet dildolie. Den lidt syrlige sauce passer perfekt med den lidt fede fisk.
Makrellen er en af de fisk vi spiser rigtig meget af, især fra dåse eller røget. Men stegt er de virkelig gode.

Forberedelsestid: 35 minutter
Tilberedningstid: 30 minutter 

Ingredienser

  • 4 hele makrel skåret i fileter
  • 2 dl. kernemælk
  • 1 dl. dildolie
  • 1 pose edamame bønner
  • 1 blomkål
  • 2 majskolber
  • 100 g. smør
  • Salt og peber

 

Dildolie:

  • 1 bundt dild
  • 2½ – 4 dl. neutralolie

 

Sådan gør du

Bed din fiskehandler om fileterer makrellerne.
Salt dem med lidt fint salt ca. 1 time inden tilberedning.

Bland kernemælk og dildolie sammen i en skål, som stilles overdækket i et par timer ved stuetemperatur.

Skær blomkålen ud i buketter som skæres i skiver på langs ca. ½ cm.
Blomkålene steges brune og møre ved middelvarme i 2 - 3 spsk. smør. Vend dem ofte undervejs.

Varm 1 liter vand op i en gryde, hvori edamame bønnerne kommes i. Sluk for varmen og tage gryden af. Lad dem stå i ca. 2 – 3 minutter, hvorefter vandet hældes fra.

Fjern bladene fra majskolberne som skæres i skiver af et par centimeter.
Kog dem i en gryde med vand og 1 spsk. smør i, i 3 minutter. Hæld vandet fra.

Makrelfileterne steges med skindsiden ned af i masser af smør ved middelvarme. De skal have ca. 3 – 5 minutter på skindsiden, hvorefter de vendes og steger ca. 2 minutter på kødsiden. Dette kan afhænge af tykkelsen på dem.

Dildolie:

Blend dilden sammen med 2½ af olien. Såfremt der mangler olie tilsættes mere.

Lad det stå lidt, hvorefter det hældes gennem et fint dørslag. Olien kan holde sig i køleskabet i ca. 3 måneder.