Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

Sherry

Sherry dessertvin Spanien

Indlæg udarbejdet af:
Freelancejournalist Bjarne Mouridsen, mourids.dk 

Sherry eller portvin?

Til familiefester var der i mange år tradition for, at man kunne vælge mellem portvin, Madeira eller Sherry til desserten. Hvor portvin i dag har vundet stor popularitet, gælder det samme ikke for Sherry. Det er ufortjent, da Sherry foruden at være en udmærket dessertvin også kan anvendes til en lang række andre formål:

  • Som kølig aperitif
  • Til tapas, supper eller anden mad
  • Eller som en dessert i sig selv

Sherry-trekanten

Sherryen kommer fra den såkaldte Sherry trekant, hvis hjørner udgøres af de tre byer Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa María i det sydvestliste hjørne af Spanien. Disse tre byer er de eneste, hvor Sherry må lagres ifølge reglementet. Det foregår i de mange store som små bodegaer, hvor træfadene ligger stablet i højloftede rum med savsmuld på gulvet, som vandes for at øge luftfugtigheden.

Jordbund og druer

Vinmarkerne er placeret i samme område samt i egnen op mod Sevilla enten i hvid kalkholdig jord kaldet albarizas eller i mørkere marker med sand og muld. Druesorterne er også få. De fleste marker er plantet med Palomino Fino, som bruges til de tørre sherryer. Derudover er der Moscatel og Pedro Ximénez, som har et langt højere indhold af sukker og derfor giver sødere vine.

Lagring og flor

Alt Sherry lagrer. Spørgsmål er blot hvordan og hvor længe? For det første skelner man mellem biologisk lagring og almindelig lagring, hvor der foregår oxidation. I det første tilfælde fyldes fadet ikke helt op, hvorefter der danner sig et lag af en gærsvamp på overfladen – den såkaldte flor, som ligner hvidt skum og næres af ilt, sukkerrester og alkohol. Floren hindrer samtidig oxidation og tilfører vinen en særlig duft og smag. At floren opstår, skyldes det specielle klima i dette hjørne af Spanien, hvor den fugtige havluft blæser ind over land.

Solera

Sherry lagrer i det såkaldte solera-system med fade i tre lag eller flere. Hvert på tapper man op til en tredjedel af vinen fra de nederste fade og sender den på markedet. Så fyldes fadene op med vin fra fade i anden række osv. Det øverste lag tilføres så vin fra årets høst. Systemet sikrer en ensartethed i produktet, idet den gamle vin hele tiden iblandes ny vin. Lagringstiden er fra tre år og opefter. Mange lagrer 5 eller 8 år, mens særlige gamle sherryer kan være 20 år (Very Old Sherry) eller 30 år gamle (Very Old Rare Sherry). Endelig angives også nogle gange solera-systemets alder, ligesom der findes enkelte årgangssherryer, som ikke har lagret efter solera-systemet.

Læs mere om de forskellige typer af sherry og om servering og opbevaring under Sherry typer.