Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

Risalamande med kirsebærsauce

Risalamande med kirsebærsauce opskrift

Opskrifter, foodstyling og fotos af: 
Madblogger Søren Willadsen, Gastromad.dk

Antal personer: 4 
Forberedelse: 120 min.
Tilberedning: 30 min.

For Søren fra Gastromad.dk er julen ikke fuldendt, før den klassiske risalamande kommer på bordet efter juleanden. Og det allervigtigste er en hel mandel godt gemt af vejen i skålen med risalamande, og en mandelgave til den heldige person, der får den hele mandel.

Du kan med fordel koge risengrøden aftenen forinden, og stille den på køl samt smutte mandler, så du blot skal blande de forskellige ingredienser selve juleaftensdag. Er du tidspresset, kan du selvfølgelig også ty til den nemme løsning, og købe en pølse færdig risengrød, som blot skal blandes med de øvrige ingredienser i opskriften.

Ingredienser:

  • 2¼ dl. grødris
  • 2½ dl. vand
  • 1 liter letmælk
  • 2½ - 3 dl. piskefløde
  • 50 g. hakkede mandler
  • 2 spsk. sukker
  • ½ vaniljestang
  • Evt. 1 – 2 spsk. portvin


Fremgangsmåde:

  • Hæld vandet i en gryde som varmes op til kogepunktet. Hæld risene i som røres rundt i et par minutter. 
  • Hæld dernæst letmælken i.
  • Skru lidt ned for varmen, og kog nu mælk og grødris op mens der meget ofte røres for, at det ikke brænder. En rigtig god ide, ikke at gå fra komfuret. 
  • Når det koger skrues der ned til svag varme, og der sættes lå på gryden.
  • Lad det små simre i ca. 25 – 30 minutter mens der ind i mellem røres rundt. 
  • Alternativt, kan gryden pakkes ind i to håndklæder, placeres i sengen med en til to dyner over. 
  • Hver halve time røres der rundt og tjekkes hvordan grøden er. Det tager ca. 1 – 1½ time.
  • Køl dernæst grøden ned.
  • Pisk piskefløden halvstiv.
  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Skil kornene ad ved at massere dem rundt i ca. 2 tsk. sukker.
  • Kom vaniljesukker og resten af sukkeret i grøden sammen med de hakkede mandler.
  • Vend flødeskummet lidt af gangen i grøden. 
  • Smag evt. til med lidt portvin og evt. mere sukker.

Forslag til valg af vin:

Portvinsentusiaster diskuterer lystigt hvert år op til jul, hvilken portvin der egner sig bedst til risalamande med kirsebærsauce. Er det Tawny eller Ruby? Der er lige så mange meninger og holdninger til dette spørgsmål, som der er portvinselskere.

Udfordringen består i, at de to hovedingredienser i risalamande - mandler med fløde og den syreholdige kirsebærsauce peger i hver sin retning.

Hakkede mandler med fløde står godt til en fadlagret Tawny, hvorimod den klassiske syreholdige kirsebærsauce er som skabt til en Ruby med masser af frisk frugt og bløde tanniner.

Som tommelfingerregel kan du benytte følgende råd:

  • Lad kirsebærsaucen bestemme valget af portvin
  • Er kirsebærsaucen "ren" og syreholding, bør du gå efter en Ruby Reserva eller en Late Bottled Vintage portvin.
  • Har du tilsat lidt ekstra smag til risalamanden i form af kanel, vanilje og samtidig serverer kirsebærsauce, vil du med fordel kunne servere en Reserve Tawny, 10 års Tawny eller en yngre Colheita.
  • Alternativt kan du prøve noget nyt og servere en italiensk dessertvin som Recioto, som er en sød udgave den store Amarone fra Valpolicella. En fantastisk vinoplevelse!

 

Risalamande med kirsebærsauce opskrift