Ny "4,2 på Vivino" smagekasse! Altid hurtigt udsolgt, så skynd dig at få del i denne nye smagekasse. Læs mere her.

×

God vin til grillmad

God vin til grillmad

 

Når de lune temperaturer indfinder sig på vores breddegrader, bliver havemøblerne kørt frem og grillen rengjort - klar til en ny grillsæson. Flere og flere griller faktisk hele året rundt, men jeg nyder nu mest at stå ved grillen med et glas grillvin i hånden, når solens stråler gennemvarmer kroppen, og den sommerlige stemning har indfundet sig på terrassen.

Som udgangspunkt kan man jo drikke lige nøjagtig det man lyster, når grillen er tændt op og slagterens store bøffer kommer på grillen. Mange nyder en kold øl til maden, som også har den gode egenskab, at den renser munden undervejs med dens kolde kulsyre, og genopfrisker smagsløgene.

Der findes dog mange gode alternativer til øl, idet du både kan drikke hvidvin, rødvin, rosévin, ja, selv mousserende vine til sommerens grillmåltider.

Valg af vin til grill

Når du skal sammensætte vin og grillmad, er der nogle få grundregler du kan følge, som gør det meget mere overskueligt at finde frem til den optimale grillvin.

Grillmåltider er ofte meget krydrede, idet vi lystigt krydrer kødet med rubs, marinader og saucer. Hertil bliver der ofte tilsat røgede aromaer fra grillen vha. træflis, som tilfører kødet ekstra smag. 

Grundregler til valg af den perfekte grillvin

Krydret grillmad

  • Krydret grillmad kræver en krydret, let sødmefuld og alkoholrig rødvin. Det kan fx være en oversøisk Zinfandel eller en frugtig, intens syditaliensk rødvin på Aglianico. En Rhône vin eller en spansk Tempranillo vil også være et godt bud til krydret grillmad. Som udgangspunkt skal vinen matche intensiteten i dit grillmåltid. Dvs. jo mere du skruer op for krydderierne, jo mere krydret og intens en vintype.

Hjemmelavet burger på grill

  • En hjemmelavet burger på grillen med bacon, cheddarost, hjemmebagte burgerbuller og en god krydret hakkebøf, ja, så bliver det ikke meget bedre. Et himmelsk måltid, som kræver sin vin. Her har vi både masser af smag, krydderier, fedt og det syrlige fra agurker og syltede rødløg. Her har vi brug for en krydret vintype med en god portion syre og velintegrerede tanniner, som kan rense munden for fedt fra både bøf og bacon. Her vil en Zinfandel igen være et godt bud, eller en kraftig Syrah/Shiraz, Tempranillo, Cabernet Franc eller lidt frækt en medium tør rosévin med en god struktur, intens aromapalette og ikke for sød. Vine, som vil give et godt modspil til den forholdsvis fede mad, som både rummer masser af krydderier og syre i form af det syltede tilbehør.

Fisk på grill

  • Frisk fisk på grill er ofte et overset grillmåltid, som både smager fantastisk og er nem at tilberede. Til grillet fisk kan du servere både hvidvin og rosévin - alt efter kødtype og hvor meget du har krydret fisken. Fisketyper som laks og tun er ret faste i kødet og smagfulde, hvilket kræver en hvidvin som smager af noget, har god fylde og en vis portion syre. Her vil en fadlagret Chardonnay være et godt bud, hvid Bourgogne, Champagne eller en spansk hvidvin på Verdejo. En rosévin med let sødme og medium fylde, eller en frisk Dolcetto fra Piemonte, vil også være nogle skønne ledsagere til disse fisketyper. Til fisketyper som torsk og aborre, som ofte serveres i filetstykker, vil hvidvine med et mere let og mineralsk udtryk være at foretrække. Her kan du fx servere en lækker oversøisk Sauvignon Blanc fra Marlborough på New Zealand, en Chablis fra Frankrig, Pinot Grigio fra Italien, Grüner Veltliner fra Tyskland eller en himmelsk Albarino fra Spanien.

Slagterens store bøffer

  • Den bedste udskæring fra slagteren, grillede maste karfofler og lidt salat, så har man et sandt luksusmåltid. En bøf fra slagteren med en god fedtmarmorering kræver en vin med en god portion syre og tanniner med lidt bid i. Syren og tanninerne renser munden for fedtet, hvilket giver dine smagsløg fornyede muskler. Rødvine med en god portion syre og mærkbare tanniner finder man bl.a. i Piemonte, hvor en god Barolo eller en Langhe Nebbiolo vil være den perfekte ledsager til slagterens bedste udskæring. Du kan også søge mod Bordeaux, hvor en vin fremstillet på Cabernet Sauvignon også vil give et godt modspil til bøffen. Endelig kan du bevæge dig mod Spanien, hvor en rødvin som Volver Triga fremstillet på Cabernet Sauvignon og Monastrell vil klæde enhver bøf. 


Kylling og lyst kød

  • Kylling og lyst kød stiller ikke de samme krav til vintypen, som de fede og krydrede grillmåltider.  Når du griller fjerkræ og lyst kød, har du brug for en mindre kraftfuld vintype. En mere elegant og raffineret vin, som har en mindre intens aromapalette, mindre syre og færre tanniner. Her kan du fx vælge en Pinot Noir fra Bourgogne, som i øvrigt er udbredt over det meste af verden, hvor et vinland som USA virkelig har formået at mestre denne druesort til perfektion. Pinot Noir er let og elegant og smager ikke af så meget - oplagt til lyst fjerkræ og andre lyse kødtyper. Du kan også servere en fyldig rosévin med masser af struktur, frugt og smag til grillet fjerkræ, som komplimenterer disse kødtyper fortrinligt med en sommerlig friskhed og smag. En vintype, som du kan fortsætte med efter måltidet, eller som appetizer op til aftensmaden. Jo mere du krydrer kødet, jo kraftigere og mere krydret vintype. Har du marineret et kyllingebryst eller gnedet en hel kylling ind i hjemmelavet rub, vil en Zinfandel eller en frugtig syditaliensk rødvin som fx Primitivo være nogle gode ledsagere.
     

Samlet konklusion

Som jeg startede dette indlæg med, skal du drikke det du har lyst til uanset hvilket grillmåltid du går ombord i. Ovenstående forslag tager udgangspunkt i nogle få, simple grundregler, som man altid kan forholde sig til, hvis man farer vil i den forunderlige vinverden.

Når det så er sagt, kan de rette vintyper løfte dine måltider til nye højder, da vinen komplimenterer maden og omvendt. Spring ud i det og drag dine egne erfaringer eller spørg os til råds - vi hjælper dig meget gerne med gode råd.

Husk disse få simple tommelfingerregler:

  • Server din vin et par grader køligere end normalt om sommeren.
    Prøv at sætte din rødvin i køleskabet og server den ved ca. 12-14° grader - det er en skøn oplevelse selv på en varm sommerdag.
  • Krydret mad kræver en krydret vin med let sødme, intens frugt, høj alkohol og en god portion syre (Zinfandel, Primitivo, Aglianico, Tempranillo, Shiraz og Cabernet Sauvignon).
  • Jo mere lyst kød, jo mere elegant og let en vintype (Pinot Noir, Bourgogne, rosévin på fx Aglianico eller Nebbiolo, Monastrell, Chardonnay med fadlagring)
  • Server fyldige hvidvine med masser af aroma til smagfulde fisketyper som laks og tun, og mere elegante og mineralske hvidvine til lette fisketyper som fx torsk, sej og aborre.
  • Krydret og kraftig grillmad kræver kraftige vine
  • Lette grillmåltider kræver lette og elegante vine

 
God vin til grillmad